Først troede jeg, at det var et fly, der kastede sin skygge på vejen foran mig. På forunderlig vis måtte maskinen jo være kommet langt nok ned, og samtidigt befinde sig i den rette bane mellem solen og jorden, således at fænomenet kunne opstå.
Nysgerrigt kiggede jeg op i luften. Og pludselig gentog skyggespillet sig endnu engang, så et eller andet var der jo for pokker på færde. Men der var ingen larm deroppe mellem de kæmpestore bjerge.
Til sidst fik jeg øje på, hvad der havde fremkaldt forestillingen. Jeg tog farten af, så jeg bedre kunne studere dyret.
For det var dét, det var. En gigantisk fugl svævede overlegent i termikken, og de store vinger var åbenbart nok til at kaste glimtvise skygger på jorden omkring mig.
Måske overfortolkede jeg situationen en smule. Men sådan er det altid, den første dag jeg er afsted. Alle mine sanser er åbne for indtryk, og så kan en ørn altså godt forveksles med en Boeing 777, eller måske en lille sky.
Min tur var startet i Barcelona kun et par timer tidligere, og selvom jeg hurtigt havde fået fransk grund under dækkene på motorcyklen, var mit adrenalinniveau åbenbart stadig højt.
Jeg burde egentlig være helt rolig. For planen var at bruge en uges tid på at køre til Danmark, så der var tid nok. Motorcyklen spandt under mig, og forventningens glæde til den lange solo-tur fornægtede sig ikke.
Fantastiske veje, imponerende landskaber og de ypperste oste ventede på mig, og inden længe fik jeg den første lækkerbidsken. De markante klipper i Gorge De Galamus omsluttede mig, og selv om kæmpefuglen svævede et sted oppe i himlen, følte jeg mig velkommen på den franske side af Pyrenæerne.
Jo, jo – Expedition Kefir nummer 6 var allerede kommet godt i gang, og forventningsfuldt bevægede jeg mig stille nordpå ad vejen gennem den smalle kløft.
Castres – en sydfransk perle
Næste morgen var receptionisten yderst snakkesalig, og det endda på et udmærket engelsk. Naturligvis foregik det med den skønneste franske accent, men det gjorde bare vores samtale endnu mere charmerende.
Den skønne by Castres, tæt ved Toulouse, havde vist sig som en fin destination for turens første overnatning. Floden Agout skærer sig vej gennem byen, og er man interesseret i den franske maler Goya, findes der i bymidten et fint nyt museum med udstillinger af den berømte kunstner.
Jeg stod ved receptionsskranken og spurgte ind til stort og småt om livet i den franske forstad. Åbenheden og fortællelysten hos receptionisten var slående, og selv om stoltheden over den hjemlige base var intakt, var det også åbenlyst, at de unge franske bysbørn i større og større grad søgte mod uddannelse og jobs i Toulouse eller i andre storbyer. Nøjagtigt som det sker alle andre steder.
Jeg tog således afsted fra hotellet den morgen lidt klogere, end da jeg ankom. Der er altså ikke noget som at tale med nye mennesker og høre om deres liv og drømme. Uanset hvor de end måtte bo og leve.
Endnu engang mindede jeg mig selv om fordelene ved at rejse alene og drage nytte af at skabe nye kontakter. Og Castres fik selvfølgelig en plads i rækken af byer, der helt sikkert fortjener et gensyn.
Mit møde med Kongen
Haut-Languedoc rimer på rødvin i min terminologi, og formiddagens stille tur gennem det bakkede landskab levede helt op til mine forventninger. Søvnige landsbyer lå spredt i naturparken, og mange af dem var omgivet af vinmarker med liflige druer på rankerne.
Men dagens mål var ikke at udforske og smage på de skønne dråber. Jeg var derimod på jagt efter den originale Roquefort ost. Den blåskimlede skønhed kommer oprindelig også fra Haut-Languedoc, nærmere bestemt byen Roquefort-sur-Soulzon.
Det var med en vis spænding i kroppen, at jeg styrede Yamaha’en de sidste meter ind på den skrånende parkeringsplads udenfor mejeriet. Jeg fornemmede, at jeg holdt parkeret ovenpå de berømte grotter, hvor osten lagres.
Og ganske rigtigt. Rundvisningen startede under jorden, og i løbet af de efterfølgende 45 minutter blev vores lille gruppe af besøgende guidet gennem talrige underjordiske gange og smalle passager.
Og der lå de så, de lagrede oste – på ræd og række. Skimlen var på ostene, i luften og på de våde vægge. Det dryppede af mættet fugtighed, og alting føltes både levende og magisk.
De efterfølgende smagsprøver var himmelske med oste i forskellig lagringsgrad. De ældste af dem bragte næsten tårer frem i mine øjne, og jeg følte, at jeg var i en form for audiens.
Jeg besøgte jo Kongen over alle oste. Den ægte og originale Roquefort. Større kunne det ikke blive.
Stille trillede jeg ud af byen, og ubevidst dukkede jeg hovedet en smule, da jeg passerede byskiltet.
I respekt, forstås.
De franske vulkaner
Efterhånden blev det bakkede landskab erstattet af et mere højtliggende plateau. Vidderne blev store, og køerne havde indtaget markerne for at nyde det grønne græs.
Ind imellem poppede kegleformede formationer op, som gav landskabet karakter. Det franske centralmassiv blev dannet ved vulkansk aktivitet, og selv om den vilde energiudladning for længst var stoppet, var det tydeligt at se de landskabsmæssige konsekvenser.
Området var super flot på sin helt egen måde, og jeg lod både blikket og motorcyklen række ud efter de fjerne horisonter. Pauserne blev lange og eftertænksomme, for området inspirerede til store tanker og mental opladning.
Den efterfølgende overnatning i Clermont-Ferrand blev en positiv overraskelse. Den livlige bymidte summede af liv, og der var fuldt tryk på restauranterne, hvor de lokale beboere nød deres traditionelle sene aftensmåltid.
Jeg toppede min aften op med et par glas lokal rødvin samt rigelige mængder af den regionale Cantal-ost.
Münster i Alsace
En sjaskvåd og begivenhedsløs dagsrejse bragte mig gennem Jura-bjergene og videre mod nord til byen Belfort. Men dagen efter var både tøj og udstyr tørt igen og humøret højt. Det var tid at udforske det nordøstlige hjørne af Frankrig.
Jeg var tidligt på færde, og bakkerne i Alsace bød mig velkommen med tomme veje. Duggen hang stadig tungt på de højeste bakketoppe, men efterhånden fik solen og vinden bugt med fugtigheden.
Området var fantastisk med veje og udsigter i særklasse. Yamaha’en var på hjemmebane, og den åd svingene med glubsk appetit.
Jeg gjorde holdt i Münster og gik på jagt efter den lokale ost af samme navn. I udkanten af byen fandt jeg et besøgscenter, der var dedikeret til osten, og det blev et herligt besøg.
Restauranten bød på de skønneste smagsprøver, og jeg jokede med den stedlige ostepusher. Smagsoplevelseerne konkurrerede således med det omkringliggende landskab, og jeg dømte uafgjort som et retfærdigt resultat. Det var på alle måder et skønt besøg i Alsace.
Jagten på Den Hellige Mælkegral
Turen nordpå gik gennem Vogeser-bjergene, og jeg fik således klemt de sidste guldkorn ud af den franske natur. Bakker og mindre bjerge skar konjunkturerne for eftermiddagens oplevelser, og jeg sad i sadlen og tænkte tilbage på starten i Barcelona nogle dage tidligere.
Frankrig havde budt mig alt, hvad jeg havde håbet på. Fantastisk natur og utrolige smagsoplevelser havde været ingredienserne, og mixet havde været lige tilpas.
Endnu en Expedition Kefir var ved at finde sin afslutning, og som altid var det tid til at vurdere, om yderligere et unikt mejeriprodukt skulle optages i Den Hellige Mælkegral. Jeg havde jo proppet mig med ost undervejs, og nu var det afgørelsens time.
Men det var nemt. Den originale Roquefort var klasser over alle andre oste, som turen havde budt på. De andre var rigtig gode, men hos mig var der ingen tvivl.
Roquefort’en bragede ind i det fine selskab, og dermed kunne ekspeditionen afsluttes med et klokkeklart resultat.
Hvilken tur det havde været. Jeg tog en dyb indånding bag hjelmen, og klappede Yamaha’en blidt på tanken. Sammen havde vi endnu engang nydt den ultimative frihed på to hjul.
Frankrig havde bare det hele. Jeg håbede, at det var ok, at jeg havde spist og drukket lidt af oplevelserne undervejs.
