Skip to content

Menu
  • Forside
  • EXPEDITION KEFIR
  • Andre rejser
  • Om Kefir Travel
  • Mest om motorcykler
  • Privatlivspolitik
Menu

Michelin Anakee Adventure – 80/20 dæk til MC rejsen

Posted on by

Åhh nej, tænker du måske.

Endnu en amatør på en adventuremotorcykel der vil påstå, at han kan bedømme et MC dæk. 

Og du har ganske ret i dit forbehold – der er jo ingen af os almindelige motorcyklister, der bare tilnærmelsesvis kan køre off-road som Thomas Kongshøj. Der er heller ingen af os, der tør gå helt til grænsen, selv når asfalten er tør.

Og det er nok det, der skal til, hvis man skal bedømme et dæk som Michelin Anakee Adventure. Altså, man skal vel ud og teste grænserne for dækkets fulde formåen, før man kan udtale sig.

Eller skal man?

Måske mindre også kan gøre det. Måske det er ok blot at fortælle nogle helt almindelige observationer og oplevelser efter de første 3.000 km på de nye lakridser.

Det er under alle omstændigheder det, du vil få præsenteret her. Hverdagsbetragtninger fra en helt almindelig motorcyklist, der bevægede sig ud på et sæt spritnye Michelin Anakee Adventure.

Og lad mig bare sige det med det samme: Jeg blev ikke skuffet.

Michelin Anakee Adventure – standarddæk på nye motorcykler

Hvis du griber dybt i lommen og bestiller en ny BMW R 1300 GS, er der en vis sandsynlighed for, at den vil være standardmonteret med et sæt Michelin Anakee Adventure dæk. Men borger det overhovedet for kvalitet?

Det kunne jo være, at der er så meget prestige i at blive motorcykelfabrikanternes foretrukne dækpartner, at leverancerne sælges alt for billige. Og dermed kunne et møgdæk vel i teorien godt finde vej til fælgene på selv en ny motorcykel.

Men omvendt bør man nok kunne have en vis tiltro til, at et spitzenklasse mærke som BMW kun monterer dæk, der modsvarer de krav, som man med rette kan stille til maskinen. Jeg indrømmer, det var med denne tilgang, at jeg gik til biddet.

Et adventuredæk, der er godt nok til en ny BMW R 1300 GS, ville nok også være helt fint til mig og min Yamaha XT1200 Super Ténéré. Og sådan blev det.

Et par uger efter beslutningen var det så tid til dækskiftet. Yamaha’en kom under kærlig behandling på et professionelt værksted, og jeg nåede næsten kun lige at drikke morgenkaffen, inden jeg igen var kørende.

Michelin Anakee Adventure til de øde områder

Yamaha’en havde tilbagelagt de første små 40.000 km på diverse 90/10 dæk, der egentlig havde gjort det udmærket. Ikke den store slinger i valsen, og jeg havde jo også kørt på veje, der passede til dækkets formåen.

En længere tur tværs over Spanien og Portugal var måske den eneste gang, hvor jeg ville have ønsket, at der havde været lidt flere bøffer i gummiet. Visse ruter gik gennem øde områder på meget dårlige veje, og dengang tænkte jeg på, om mon ikke et par kraftigere dæk havde været på sin plads. 

Jeg lærte, at det er fantastiske oplevelser, der venter dig derude langt væk fra alfarvej, Og jeg vil altså have mere. Jeg har mange planer og drømme om fjerne destinationer, der helt sikkert vil byde på flere af den type små og grove veje.

Derfor besluttede jeg mig for, at mine nye dæk skulle være et sæt 80/20. Valget faldt på de fede Michelin Anakee Adventure, og jeg var spændt på at prøve dem på forskellige underlag og i både tørt og vådt vejr.

Støjsvagt bid i sålerne

Der var saftsuseme forskel. Pludselig havde jeg fået en mulighed for at byde motorcyklen nogle udfordringer, som jeg tidligere havde undgået. 

Måske var det mest oppe i hovedet, at der var sket noget. Men blot tanken om at forbindelsen til underlaget nu var optimeret og lidt mere grovkornet, betød en del for køreoplevelsen.

Jeg tog gladeligt den 270 kg tunge Yamaha ned ad en mudret sti og op ad den næste grusvej. Og i regnvejr fik jeg en helt anden tiltro til vedhæftningsevnen, end jeg tidligere har haft.

Andre motorcyklisters oplevelser med Michelin Anakee Adventure byder dog også på mindre positive meldinger. Et af kritikpunkterne har været, at de skulle støje mere end andre dæk. Efter de første 3.000 km kunne jeg konstatere, at det dog ikke har været tilfældet på min motorcykel. 

Motor- og landeveje med fuld oppakning klares ligeledes i overbevisende stil, og alt i alt lever dækkene fuldt op til mine forventninger.

Jeg kan slet ikke vente med at tage de køremæssige udfordringer op på den næste Expedition Kefir, der måtte komme. Nu skal der drømmes stort om fede oplevelser på de allermindste veje og stier.

For mine Michelin Anakee Adventure skal nok tage mig helt derud.

Følg Kefir Travel

Loading

©2026 | Built using WordPress and Responsive Blogily theme by Superb