Til tider oplever man noget, hvor man ikke kan undgå at blive lidt imponeret og måske også en smule misundelig. Og jeg synes, at denne historie er et godt eksempel.
For her er der for alvor tale om at sætte handling bag ord og leve drømmen ud. Dyrke sin interesse og udleve passionen.
Så jeg indrømmer det gerne. Jeg blev altså lidt overrasket, da jeg så, hvad min motorcykel-veninde havde gang i. Og ikke mindst viljen bag.
Men læs blot videre og bedøm så selv.
Vejet og fundet for let
Det havde været en fed MC-sæson, og sammen havde vi kørt flere skønne ture ud i det danske landskab. Vejret havde vist sig fra sin bedste side, og der var vel egentlig ikke så meget at klage over.
Min motorcykel-veninde havde, helt som de foregående år, trukket den nypudsede Suzuki SV 650S ud af garagen, når vi skulle afsted. Og langt de fleste gange opstod der ingen problemer.
Den startede, når den skulle. Accelererede upåklageligt og bremsede effektivt. Svingede fint og lød fantastisk.
Men der var nok gået lidt tid siden, at den seje japaner havde fået et service med fokus på motorens gangkultur. Så en enkelt gang eller to hostede den en smule og gjorde sig lidt uheldigt bemærket. I hvert fald ifølge chaufføren.
Det var netop på det tidspunkt, at overvejelserne startede. Altså overvejelserne om at udskifte den ellers så trofaste Suzuki.
Og på en af de allersidste varme solskinsdage, blev Suzukien solgt. Prisen afspejlede fint det lave kilometertal og den flotte stand, og minsandten om maskinen ikke også nåede et service, inden slutsedlen blev skrevet under.
Så der var ikke langt fra tanke til handling. Men der blev unægteligt lidt tomt i garagen.

En hurtig beslutning
En måneds tid senere var sæsonen for alvor slut. Bladene faldt af træerne, og et koldt efterår slukkede alle drømme om flere ture på motorcykel.
Mange i min motorcykel-venindes sted ville nok have ventet med at købe en ny motorcykel til det kommende forår. Vinteren kunne jo fint bruges til at besøge forhandlere og undersøge markedet for interessante modeller.
Men sådan kom det ikke til at gå.
En efterårsdag sad vi og talte om udvalget af motorcykler i mellemklassen. Dette segment bugner jo af smarte og potente maskiner, som helt sikkert ville matche de behov, som de kommende motorcykelsæsoner kunne byde på.
Tilfældigvis faldt snakken på en Triumph Trident 660. Vi blev hurtigt enige om, at den både var smart, velkørende og udstyrsmæssigt helt up-to-date.
Interessen blev vakt, og ja, du gættede rigtigt:
Kun et par uger senere havde hun fundet og købt et pragteksemplar af en Triumph Trident 660. Den udvalgte maskine var næsten ny, og den så fantastisk ud.
Motorcyklen kom hjem, og den burde vel have været parkeret på den tomme plads i garagen.
Det var dog ikke det, der skete.

Velkommen indenfor
Jeg har fået fortalt, at en vis ommøblering var nødvendig, før der blev plads til alu-pladen, som maskinen skulle stå på hen over vinteren.
Og derefter blev Triumph’en simpelthen trillet ind ind i stuen.
Til skue og udforskning. Til inspiration og udsmykning.
Ser du – det er netop dér, at ægte passion adskiller sig fra almindelig interesse. Vi andre kan måske nok få taget os sammen til at få solgt den gamle maskine og få den erstattet med en ny model.
Men at invitere nyindkøbet med helt indenfor i stuen, er da både specielt og sejt.
Så lad os hylde den ægte passion for motorcykler, når vi oplever den.
Og dette initiativ er da et rigtig godt eksempel.
